Gud, HERREN HAR skabt mennesket!
Mennesket er IKKE opstået ved en tilfældighed.
Mennesket er IKKE et resultat af en udvikling gennem milioner af år.
Mennesket ER skabt i Guds billede!
I denne artikkel skal vi se på, hvorfor jorden, dyrene og menneskene ikke kan være opstået ved en tilfældighed og heller ikke kan være et resultat af en udvikling gennem millioner af år?
Svaret afhænger af, hvad spørgeren tror på, og svaret er derfor delt op i tre forskellige afdelinger.
1. En oprigtig kristen, der tror på Gud og dermed også på Bibelens ord om skabelsen.
2. En person der ikke tror på Gud eller Bibelen.
3. Den sidste gruppe, er langt den største og består af dem der SIGER, at de tror, på Gud og på Bibelen, men som alligevel ikke tror, at jordens, dyrenes og menneskets skabelse er sket, på den måde det er beskrevet på i Bibelen.
* Er spørgeren en oprigtig kristen, der tror på,
at Bibelen er Guds inspirerede ord,
at Bibelen er troværdig og sand,
så er der ikke noget problem, for så tror vedkommende på den skabelsesberetning der er givet i Bibelen.
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. 1 Mos 1,1.
Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. 1 Mos 1,7.
Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. 1 Mos 1,16.
Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. 1 Mos 1,21.
Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt. 1 Mos 1,25.
Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. 1 Mos 1,27.
Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte. 1 Mos 2,3.
For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. 2 Mos 20,11.
Du, Herre, er den eneste. Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer. Du giver dem alle livet, og himlens hær tilbeder dig. Neh 9,6.
Dette siger Gud Herren, han som skabte himlen og spændte den ud, som bredte jorden ud med dens vækster, som gav åndedræt til folkene på jorden, livsånde til dem, der færdes på den: Es 42,5.
Da de hørte det, opløftede de alle som én deres røst og bad til Gud: "Herre, du, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, Apg 4,24.
For en sådan person, en oprigtig kristen, er troen på Gud og troen på Jesus Kristus afhængig af, at det er Gud, Herren der har skabt himlen og jorden, dyrene og menneskene.
For en sådan person er det helt utænkelig og i direkte modstrid med Guds ord, at jorden, dyrene og menneskene skulle være opstået ved en tilfældighed eller gennem en udvikling gennem millioner af år.
For en sådan person er den tanke, at Gud ville have sendt sin eneste søn til denne syndige jord for at dø på Golgatas kors, for noget som var opstået ved en tilfældighed eller som var resultatet af en udvikling gennem millioner af år, helt utænkelig.
Jesus Kristi død kan IKKE frelse et væsen der er opstået ved en tilfældighed eller som er et resultat af en udvikling gennem millioner af år.
Mennesket er skabt i Guds billede!
Gud sagde: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden." Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. 1 Mos 1,26-27.
** Er spørgeren en person, der IKKE bekender sig til at tro på Bibelen, er det nytteløst at henvise til Bibelen, vi må i et sådant tilfælde se på hvad videnskaben, naturen og andre lignende ting, har at sige om spørgsmålet om, hvorfor jorden, dyrene og menneskene ikke kan være opstået ved en tilfældighed eller er resultatet af en udvikling gennem millioner af år.
Vi her på Bibel-skolen har, under Bøn om Guds ledelse, grundigt studeret nogle af de ting, vi tror kan være med til at give en bedre forståelse af jordens, dyrenes og menneskets skabelse.
Da sådanne emner meget let kan blive meget tunge og videnskabelige, hvilket ofte medfører, at det for mange bliver uforståeligt, har vi forsøgt at gøre emnerne så let forståelige, som muligt, men vi vil bestemt ikke afvise, at det alligevel i nogle situationer kan være vanskelig at følge med i, derfor skal du huske på, at Herren, himlen og jordens skaber er den bedste til at åbne dine øjne og til at give dig den rette forståelse af disse ting.
Bed derfor Gud om hjælp - Bed om Helligåndens vejledning.
Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, Jer 29,13.
Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Joh 16,13.
Du skal også vide, at vi her på Bibel-skolen altid er rede til at hjælpe dig, hvis der er ting du ønsker yderligere oplysninger om, hvis du har spørgsmål, hvis du har kommentarer eller bemærkninger, er du altid velkommen til at sende os en e-mail om det.
*** Her i Danmark er der cirka 50 forskellige trossamfund, bevægelser og større grupper, som bekender sig til at tro på Gud og Bibelen. Flere af dem siger, at deres tro og lære er bygget på Guds ord - Bibelen og den alene!
Stiller man disse 50 forskellige trossamfund, bevægelser og grupper spørgamålet om, hvordan denne jord er blevet skabt, så svare et stort flertal, at det er Gud, som har skabt himlen og jorden. Nogle af dem vil endog stadfæste deres udtalelse med at henvise til et eller flere skrifsted.
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. 1 Mos 1,1.
Ved Herrens ord blev himlen skabt, hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund. Han samler havets vand som i en lædersæk og det store dyb i sine forrådskamre. Hele jorden skal frygte Herren, alle verdens beboere skælve for ham. For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der. Sl 33,6-9,
Jo, der er mange, endog rigtig mange af de Kristne trossamfund, bevægelser og grupper, som tror på, at det er Gud, Herren der har skabt både himlen og jorden.
Det er derfor meget underligt, at mår du spørger de samme mennesker om, hvordan dyrene og mennesket er blevet til, så er svaret, at det er sket ved en udvikling gennem milioner af år.
Den Gud, der i deres øjne og tanker er stor nok, til at kunne skabe universet med alle de galakser, solsystemer og millioner af stjerner, der med en usvigelig presition og sikkerhed, suser rundt i universet med en hastighed som vi mennesker slet ikke kan fatte, uden at de stæder sammen. Den Gud er efter deres opfattelse ikke mægtig nok til, at skabe dyrene, fuglene, fiskene eller mennesket.
Man kan så stille spørgsmålet: "Har det nogen større betydning, om vi har den ene eller den anden opfattelse af, hvordan vi, mennesket er blivet til?"
Lad os se, hvad Bibelen har at sige om dette.
Guds ord, både det gamle og det ny testamente siger, at vi mennesket, er skabt i Guds billede.
Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. 1 Mos 1,27.
Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud mennesket. 1 Mos 9,6.
og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. Ef 4,24.
men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; Jak 3,8-9.
Hvis mennesket er resultatet af en udvikling, gennem millioner af år, fra ingenting op gennem forskellige dyrearter til mennesket, så er det en umulighed at vi, kan være skabt i Guds billede.
Guds ord, både det gamle og det ny testamente siger, med meget klare ord, at det er Gud, Herren der har skabt os, mennesket.
Dette er Adams slægtsbog. Dengang Gud skabte mennesket, skabte han det, så det lignede ham. 1 Mos 5,1.
Spørg dog, om der nogen sinde, i gamle dage, før din tid, fra den dag Gud skabte menneskene på jorden, nogetsteds, fra den ene ende af himlen til den anden, har været noget så stort som dette, eller om man har hørt magen til. 5 Mos 4,32.
Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os lad os falde på knæ for Herren, vor skaber, Sl 95,6.
På den dag skal menneskene se hen til deres skaber, og deres blik skal rettes mod Israels Hellige. Es 17,7.
Han sagde: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde Matt 19,4.
Er det så ikke, at være vantro, at tro på et mennesket er et resultat af udvikling gennem millioner af år?
Er det ikke, at tvivle på Guds ord, at holde fast ved troen på udviklings læren?
Tror du, at vantro mennesker, vil blive frelst?
Hør engang hvad Bibelen har at sige om de vantro.
Når det hedder: Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret, hvem var det så, der havde hørt ham og alligevel gjorde oprør? Var det ikke alle dem, der anført af Moses var vandret ud fra Egypten? Og hvem var det, han harmedes på i fyrre år? Var det ikke på dem, der syndede, og hvis lig kom til at ligge i ørkenen? Og hvem gjaldt det, når han svor, at de ikke skulle komme ind til hans hvile, om ikke dem, der havde været ulydige? Vi ser altså, at det var på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind. Hebr 3,15-19.
Hvad var årsagen til at de ikke kom ind i Kanan? Vantro!
Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro; Jud 1,5.
Hvem var det Herren udrydede?
Det var de Vantro!
Betingelsen for frelse er tro!
For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.
Ef 2,8.
For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.
Rom 3,28.
Uden tro, er det umuligt at blive frelst. Den tro der her er tale om er en tro, der også indbefatter troen på skabelsen, således som den er beskrevet i Guds ord.
Dette siger Gud Herren, han som skabte himlen og spændte den ud, som bredte jorden ud med dens vækster, som gav åndedræt til folkene på jorden, livsånde til dem, der færdes på den: Es 42,5.
Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig, som spændte himlen ud og grundlagde jorden. Hvordan kan du dagen lang frygte for undertrykkerens rasen? Når han vil til at ødelægge, hvad bliver der da af undertrykkerens rasen?
Es 51,13.
Læg mærke til at troen og tilbedelsen af skaberen, Herren den almægtige, er en del af det sidste advarsels budskab, som gives til denne syndige jord.
og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.
Åb 14,7.
Læg også mærke til, at en af de måder vi kan skelne mellem de falske guder og den sande Gud, er ved at se på hvem der har skabt himlen, jorden, dyrene og mennesket.
Dette siger Herren, himlens skaber, han som er Gud, han som dannede jorden og frembragte den, han som grundfæstede den; han skabte den ikke i tomhed, men dannede den til beboelse: Jeg er Herren, der er ingen anden. Es 45,18.
Du, Herre, er den eneste. Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer. Du giver dem alle livet, og himlens hær tilbeder dig. Neh 9,6.
Hærskarers Herre, Israels Gud, du som troner på keruberne! Du alene er Gud over alle jordens kongeriger. Du har skabt himlen og jorden. Es 37,16
En af de ting, der for mig er et meget afgørende bevis for at skabelsen, både af Himlen og Jorden, af dyr og mennesker er sket på den måde det er beskrevet i de første kapitler i første mosebog er, at Bibelens skabelsesberetning er med i universets grundlov, De Ti Bud.
For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. 2 Mos 20,11.
Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg kan ærligt sige, at uden en klippefast tro på at Herren, er min skaber, - der har skabt mig i sit billede, har jeg meget svært ved at tro på frelsen og alle de andre ting den samme Gud fortæller om i sit ord.
Uden en urokkelig tro på, at Gud - Herren HAR skabt himlen, jorden, dyrene og mennesket kan jeg ikke tro på, at denne syndige jord en dag vil blive renset og fri for synd.
Jeg takker og priser min Gud og min skaber fordi han så underfuldt har skabt mig i sit billede.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud! Sl 139,14.
Jeg takker og priser min Herre og Skaber fordi han kalder mig en af sine sønner.
og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige." 2 Kor 6,18.
Jeg takker og priser min Skaber fordi han har lovet at skabe en Ny Jord og en Ny Himmel, hvor vi, Guds børn altid skal være sammen med Ham.
Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; Es 65,17-18.
For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit ansigt, siger Herren, sådan skal jeres slægt og jeres navn bestå. Es 66,22.
Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Åb 21,1-4.
Denne tro kan en tilhænger af udviklingslæren ikke have.
Mennesket - Skabelse - Udvikling eller en Tilfældighed?
Det er et faktum, at skabelsesberetningen er den ældste af alle forklaringer på jordens og livets oprindelse, 1 Mosebog blev skrevet, tusinde år før de græske filosoffer formulerede deres naturalistiske lære om verdens oprindelse.
Udviklingslæren blev formuleret af græske natur-filosoffer, de såkaldte Joniske filosoffer. En af de første var Thales fra Milet (ca. 640-546 f.Kr.), om hvem det fortælles, at han så ud over det store hav og erklærede, at vandet var moder til alle ting.
Anaximander (611-547 f. Kr.) var den første, der fremsatte en udviklingslære, idet han påstod, at mennesker nedstammede fra fiskelignende havmænd, som blev i stand til at forlande det våde element efter at have undergået visse forandringer.
Empedocles (ca. 490-430 f. Kr.) kan med samme ret kaldes udviklingslærens fader, idet han troede på en pludselig opståen og videre udvikling som forklaring på livets oprindelse - med planter og dyr som første trin.
Disse naturfilosoffer skabte en frugtbar jordbund for udviklingslærens idé, fordi de som hovedregel hævdede, at man ikke kunne fæste lid til det, man kunne opfatte med sine sanser, fordi disse kunne bedrage, medens de udtænkte idéer var ufejlbarlige.
Århundreders erfaring har vist, at mennesket har en tendens til at gå fra den ene yderlighed til den anden, og således også i denne sag.
I forbindelse med denne yderliggående opfattelse fulgte mærkelige idéer om pludselig opståen at liv, hvor f.eks. Søde sager, der blev tæt tillukket, kunne blive til lopper og lus. Man gik endog så vidt som til at bruge beretningen om Samson, der dræbte løven i ørkenen og senere fandt vilde bier i dens krop, som et bevis for, at liv pludselig var opstået af et dødt, organisk stof.
Vi ved, at universet er ufatteligt stort. Skønt mange af dets mysterier er blevet løst, får vi dog det indtryk, at vi kun lige er begyndt at fatte en smule om det.
Der er dog noget, som er os nærmere, og som ikke er mindre kompliceret end universet, og næppe så velkendt, det er den menneskelige hjerne. Selv med vore dages elektron-mikroskoper og fremskredne teknik, står vi, hvad udforskningen af hjernen angår, kun ved indgangen til forståelse af denne ufatteligt komplicerede struktur.
Hjernen har mindst 10 milliarder nerveceller, der hver især kan forbinde sig med hundreder af andre nerveceller. De samlede kombinationsmuligheder beløber sig til et svimlende tal. På mange, mange millioner.
Tænk engang, det er der nogle som tror er en tilfældighed for den oprigtige Kristen, er det en alvidende Guds store mesterværk!
Hjernen udfører utrolig komplicerede tanke- og hukommelsespræstationer!
Alle kroppens vilkårlige bevægelser samt indgående impulser fra øjne, ører, næse og andre sanseorganer kontrolleres gennem centralnervesystemet, der samtidig styrer de uvilkårlige funktioner som åndedræt, stofskifte og hjertevirksomhed. Desuden udfører hjernen et fantastisk kompliceret tanke- og hukommelsesarbejde. Alt sammen udføres af hjernen - som kun vejer en halvtredsinds- tyvendedel af den samlede legemsvægt.
Og det skulle ifølge den opfattelse af menneskets skabelse som mange har, være sket, som følge af en udvikling gennem millioner af år.
Hvor tåbeligt! Sådanne mennesker lukker med vilje øjne og øre for noget af det mest fantastiske som findes.
Millioner af neuroner i forskellige dele af hjernen er inddraget i noget så simpelt som at drikke en tår vand. Prøv engang at forestille dig at du skulle lave et program til din computer, som kunne styre en robot der skulle udføre de handlinger der kræves for at tage et glas, holde fast om det, uden at knuse det og uden at tabe det. Alene denne simple ting kræver et temmelig indviklet program. Derefter skal glasset løftes og føres et bestemt sted hen, hvilket måske ikke er så vanskelig, men når glasset nærmer sig munden skal en anden del af programmet åbne munden. Glasset skal nu føres hen til munden og hældes i en sådan vinkel at vandet kan løbe ind i munden, med nøjagtig den hastighed og mængde som munden kan tage det i. Og sådan kunne vi fortsætte med at udvikle programmet. Vandet skal synkes, glasset skal sættes tilbage på bordet og flere andre ting.
Jeg har selv arbejdet en del med at lave programmer og ved derfor hvor vanskelig det er. Jeg ved hvor mange, mange hundrede, ja tusinde ting der skal passe sammen og hvor nøjagtig man skal være. Blot et eneste forkert bogstav, tal eller tegn og programmet virker ikke som det skal.
Selv de største computere, med de mest avangserede programmer er kun i stand til, at udføre en lille brøkdel af det menneskets hjerne kan klare. Alene dette bør være mere en bevis nok til at få alle tilhængere af, udviklingslæren til at prise og takke Herren for den fantastiske og underfulde måde, at mennesket er skabt.
Sl 139,14.
Hver og en af os bærer over vore skuldre en strålende sol, der kan udforske universet, se på himlens stjerner og på regnormene nede i baghaven; ja endog spekulere over naturens mangfoldighed og orden. Vi kender nok til den menneskelige hjerne til at være klar over dens imponerende orden og dens indviklede beskaffenhed. Den fungerer ikke bare som et almindeligt ur, et omstillingsbord eller en datamaskine men meget, meget mere. Faktisk ved vi meget lidt om, hvordan forstanden i virkeligheden arbejder.
Ved at studere forstandens egenskaber, den måde, hjernen er opbygget på og det, den kan udrette, får vi et af de stærkeste vidnesbyrd om, at der findes en Skaber.
Videnskabsmænd, der tror på en mekanistisk evolution, taler om kemisk udvikling gennem lange åremål, hvor primitive kulstof- og kvælstofforbindelser i oldtidens døde have blev påvirket af varme, kraftudstrålinger og lignende under forhold, som ikke længere eksisterer. De siger, at disse forbindelser gradvis blev forenet til stadig mere komplicerede molekyler, indtil der opstod en molekylær organisme, som kunne formere sig ved egen kraft, og som dermed blev begyndelsen til liv.
Det forekommer mig, at den indbyrdes afhængighed af DNA, 3 slags RNA, aminosyrer, nukleotider og talrige enzymer i et proteinsyntese-system er nok til at gøre denne tanke helt meningsløs. De dele, hvoraf dette lukkede system er sammensat, skulle alle sammen fremkomme på samme tid. Muligheden for en sådan begivenhed er så utrolig fjern, at man roligt kan se bort fra den.
Evolutionisterne vil nok hævde, at der fremkom et langt mere primitivt selvformerings-system ved den kemiske udvikling, og at dette over lang tid efterhånden udviklede sig til det, vi kender i dag. Men det kan ikke fungere i praktisk, kun i teorien og fantasiens verden, og der er da heller aldrig nogen, der har konstrueret noget sådant.
Nogle videnskabsmænd har den opfattelse, at en begivenhed uundgåeligt vil forekomme, uanset hvor usandsynlig den måtte være, når blot der går tilstrækkelig lang tid. Hvis en abe ved et tilfælde skulle lære at skrive på maskine, siger de, ville den kunne skrive alle Shakespeares skuespil, hvis den bare fik tid nok. Man kan beregne sandsynligheden for, at dette vil ske, men den er for lille til at komme i betragtning. Der er ikke noget der berettiger til den konklusion, at blot én eneste af hans inspirerede sætninger skulle være skrevet ved et tilfælde.
For at en celle kan skabe et enkelt protein må følgende molekyler være til stede:
1 DNA streng,
22 slags RNA,
9 slags nukleotider,
20 slags aminosyrer,
og mindst 24 slags enzymer, som alle er proteiner.
Alt dette vil kunne skabe et protein, men KUN inde i en levende celle eller i en forskers "celleløse system," som indeholder "celle-maskineri" fra levende celler.
For nu at komme til nogle af naturens virkelige hemmeligheder vil vi se på det grundlæggende byggemateriale, atomerne. Kulstof, atom nr. 6, er "rygraden" i alle dyr og planter. Det er hovedelementet i planternes opbygning, og det har evne til at binde sig til andre kulstofatomer. Tusinder af disse atomer kan hægtes sammen, så de danner lange kæder.
Klorofyl-molekylet, som indeholder mange kulstofatomer, sørger for at opfange solens stråleenergi og bruger den til at lave andre nyttige organiske molekyler. Uden solens stråleenergi, som jorden bader sig i, ville der ikke findes noget liv. Sollyset er en energikilde.
Levende organismer gør brug af denne energi til fremstilling af organiske molekyler, som alle levende organismer består af.
Blågrønalger driver rundt og reagerer overfor sollys.
Disse de mest primitive celler må på en eller anden måde kunne adskille de forskellige kemiske processer, idet nogle processer er forbundet med kemiske forbindelser, som vil ødelægge andre processer. I cellekernen samles således RNA's bestanddele, så de bliver til RNA molekylet. Til denne kemiske proces kræves et enzym, RNA polymerase. Nu er der bare det, at enzymer kan bevirke reaktioner begge veje. Enzymet kan således få råstofferne til at gå sammen i dannelsen af RNA molekylerne; men i tilfælde af at RNA'erne bliver liggende ved enzymet, så vil dette skille molekylerne ad igen. Hvis RNA'erne derfor skal bevares intakt, må de ekspederes ud af kernen med det samme, og det er netop kernelegemets opgave - at sørge for en sikker, midlertidig oplagringsplads til RNA molekylerne.
Selv i disse primitive celler er forholdene altså temmelig indviklede. Nogle bakterier har også fimrehår i bestemte mønstre. Hvert fimrehår består af en kerne omgivet af snoede, trådlignende fibre. Nogle bakterier er små kugler, mens andre ligner stilke eller lange proptrækkere.
Følgende processer, som er nødvendige for livets opretholdelse, må derfor have fundet sted i den første levende urtidscelle.
Hvad er det så for processer, der foregår i disse vidunderlige konstruktioner, vil kalder celler?
Hvis alle enkeltheder skulle med, ville det blive en lang liste, men her er nogle stykker:
Processer, der går ud på at få noget at spise - at kende fødemidlerne og at få dem ind i cellen.
Processer, der fordøjer næringen, optager den, og omdanner den til nye stoffer, der kan bruges som råmateriale.
Kemiske reaktioner, der forvandler disse råmaterialer til energi, som bruges til varme eller til at sætte andre kemiske reaktioner igang.
Kemiske reaktioner, der omdanner råmaterialerne til materialer til opbygning af cellen, til fremme af væksten, til reparationer, afsondringer og formering.
Processer til udskillelse af affaldsprodukter og uønskede biprodukter fra cellen.
Alle disse processer er livsnødvendige. Alle måtte den første urtidscelle kunne præstere - den som de fleste evolutionister anser for at være det første livstegn.
Synes du at det lyder sandsynlig, at dette, bare er noget der er sket?
For mig viser det, at der har været en skaber, som med sin uendelige visdom har bestemt alle disse mange meget komplicerede processer.
Vi har nu set den opbygning, der er nødvendig for at klare disse processer. Men hvad med de kemikalier, vi skal bruge, før processerne kan komme i gang?
Joshua Lederberg, som fik Nobelprisen i 1959, opregnede i sin takketale følgende mindstefordringer:
DNA (desoxyribonukleinsyre)
En overflod af de fire desoxyribotid pyrofosfater
Et DNA-polymerase molekyle
Ribotid-fosfater
1 RNA-(ribonukleinsyre)-polymerase molekyle
20 aimino-acyl nucleotider i passende mængder
1 amino-acyl-RNA-polymerase molekyle.
Det er en imponerende liste, men molekylerne er fantastisk komplicerede og så specielle, at der ikke er mulighed for at sætte noget andet ind i stedet for. Og ingen af dem kan have nogen virkning, hvis alle de andre ikke også er der.
Dertil kommer, at disse råmaterialer ikke kan blive til noget levende, så længe de bare er individuelle molekyler, der sejler deres egen kurs i et organisk hav, eller i et reagensglas.
Førend en sådan kemikalieblanding kan kaldes en organisme, må den organiseres, - d.v.s. der må være en struktur til at omgive disse kemikalier og holde hver på sin rette plads.
Med andre ord: råmaterialerne behøver en fabrik og nogle maskiner, før de kan komme til at udføre nogen funktion med mening i. Der er ingen antydning af, at råmaterialerne skulle være i stand til at bygge og udstyre en fabrik selv.
Er det et resultat af en udviklingsproces uden styrelse?
Eller er det resultat af en forstandig planlægning?
Vi på Bibel-skolen har valgt at tro på det sidste!
Muligheden for, at de ingredienser, vi har beskrevet, uden videre skulle finde sammen af sig selv og blive til selvformerende celler, er så utroligt fjern, at det er helt umuligt for mig at tro på noget sådant.
I tidligere tider mente forskerne, at en celle bare var en klat gelé, Det var lettere at forestille sig, at den første levende celle var opstået i én eller anden varm vandpyt; men nu hvor vi ved noget om, hvor kompliceret hver eneste lille bitte celle er opbygget, kan vi ikke længere dele troen på tilfældige hændelser i urtidens vandpytter.
Alternativer: Den primitive celle, denne raffinerede fabrik som skabt af en uforlignelig, overlegen begavelse.
Et klorofylmolekyle aktiveres, når det optager en vis mængde blåt eller rødt lys. Men hvad sker der så?
Sætter det fotosyntesen igang med at danne sukker og frigive ilt?
Nej, helt så enkelt er det ikke. Der kræves ca. 8 gange mere energi til at dele et vandmolekyle, end der kan uddrages af det røde og blå lys. Der er et andet problem i forbindelse med vore aktiverede klorofyl-molekyler - nemlig tid. Det aktiverede molekyle, som ikke kan udnytte den overskydende energi til noget nyttigt, vil afgive den i en brøkdel af et sekund i form af unyttig varme.
Lad os forestille os en bil, der er kørt fast i en snedrive. Til at skubbe den fri behøver vi 8 mænd, og hver af dem insisterer på kun at skubbe, når han føler trang til det. Det sker ca. hvert tiende minut, og trangen varer godt 10 sekunder. Vil disse mænd nogensinde få flyttet den vogn, hvis de ikke er villige til at se bort fra deres personlige lyster og gøre en samlet indsats?
Nej, - med mindre man kunne opfinde en maskine, som kunne opsamle hver enkelt mands energi, indtil der er tilstrækkelig mange kræfter til at flytte vognen.
Har klorofyl en mulighed for at få opsamlet energi fra 8 kvanta lys, indtil der er nok til fotosyntese?
Ja, det har! I et super-mikroskop kan vi se, hvordan bladgrøntkornene er opbygget. Vi ser små tætte korn, grana, spredt ud i en mindre tæt masse, stroma. Set forfra ligner grana mønter, der er lagt oven på hinanden, men set fra siden viser både grana og intergrana en lamel- eller pladelignende struktur. Hver lamel består af et lag protein og et lag klorofyl med et fedtlag smurt ind imellem. Vi ved, at klorofyl molekylerne i grønkornene ikke bare er smidt derind på en eller anden tilfældig måde, men at de ligger i en perfekt orden.
Måske er det her, vi skal finde den lagertank eller akkumulator, der er så nødvendig til fotosyntesens første fase - deling af vandmolekylet.
Lad os et øjeblik se på, hvor menneskets utrættelige søgen efter en forståelse af fotosyntesen har ført os hen, og læg mærke til, hvordan vi for hvert skridt på vejen har måtte erkende en enestående orden i konstruktion og funktion.
Først er der solen, som alt liv på jorden er afhængigt af, og som stadig udgyder strømme af varme og lys over os.
Så er der planten, som er opbygget af kultveilte, uddraget af luften, samt brintatomer fra vand og forskellige kemiske stoffer fra jorden.
I plantens blad finder vi den grønne celle med klorofyl molekylet, som optager især det blå og røde lys.
Da en enkelt enhed ikke er stærk nok til at dele et vandmolekyle, oplagres energien i en lille akkumulator, indtil der er kommet yderligere 7 enheder til.
Af den brint, der er frigjort fra vand, og af kultveilte fra luften, laver planten et sukkermolekyle.
Vi har her den skabelse af næringsstof, som alt plante- og dyreliv er afhængigt af.
Fotosyntesens indviklede beskaffenhed stiller os over for et overvældende bevis på, at vi i vore studier af planternes liv kun følger i den evige Guds fodspor.
Var det ved en tilfældighed, at brint, kulstof, kvælstof, ilt og alle de andre fik deres specielle egenskaber, hvoraf mange er så vigtige for livets opretholdelse?
Var det mon også tilfældig at vor jord blev placeret i den rette afstand fra solen, med have til at holde temperaturen på et ensartet niveau, med en skrå akse der giver vekslende årstider, med en vægt der lader brint slippe bort, men holder ilten tilbage, o.s.v.
Når vi tænker på naturens primære tilblivelse, ser vi mange vidnesbyrd om planlægning - og en forstand der er ufattelig meget større end menneskets. Det forekommer naturligt og fornuftigt at tage vidnesbyrdene for gode varer; at tro på, at Gud skabte himlen og jorden.
Hjejlen trækker tusinder af kilometer over havet fra Labrador til det indre af Sydamerika uden at tabe sig mere end små 60 gram under hele turen! Hvis en lile flyvemaskine var lige så effektiv som hjejlen, kunne den flyve 250 km på 4,5 liter benzin.
Fuglenes vinger indstiller sig automatisk efter den mindste ændring af luftstrømmen. En ubetydelig ændring af to af de store fjer ville få fuglen til at styrde ned.
Følereceptorer registrerer hver fjers nøjagtige stilling og sørger for finindstilling af 12.000 bittesmå muskler.
Fjerene vender og drejer sig i forhold til bevægelsesretningen for at give opdrift og fremdrift.
Endnu har videnskaben ikke helt klarlagt det yderst komplicerede samarbejds- og bevægelsesmønster i murejlernes, kolibrierner og sanglærkernes flugt - lodret, baglæns og svævende, helikopteragtig. Disse akrobater bruger ikke bare nedadgående fremdrivningsvingeslag, men også opadgående. Det kræver en meget livlig fantasi og en stærk tro på det umulige, at tro på det dette kan være et resultat af tilfældigheder.
Fuglenes bygning - fra næb til halespids - er den mest fuldkomne, aerodynamiske konstruktion, man kan tænke sig. Bortset fra nogle få arter, som ikke kan flyve, bl.a. strudsen, er fuglene udstyret med fjer af en indviklet konstruktion, kraftige vinger, lette, hule knogler, stive skeletdele, store, stærke hjerter til at pumpe det varme blod rundt, et bemærkelsesværdigt åndedrætssystem og et fordøjelsesapparat, som på kort tid opsuger kraften fra føden.
Til trods for at fregatfuglen har et vingefang på hele 2 meter vejer knoglerne kun omkring 120-140 gram. "Let som en fjer," siger vi. Men denne fugls skelet vejer faktisk mindre end dens fjer! Dertil kommer, at knoglerne er elastiske og meget stærke; de skal jo kunne holde til den belastning, de udsættes for under en manøvredygtig flugt.
En fugls hovedskal vejer omkring en sjettedel af hovedskallen på et pattedyr af tilsvarende størrelse.
Halehvivlerne, og bækkenknoglerne er samlet i en meget let, cylindrisk form, og brystbenet, som de stærke vingemuskler er fæstnet til, strækker sig bagud og støtter de indre organer under horisontal flyvning. De lange knogler i ben og vinger er hule, men forstærkede med indvendige stivere.
Igennem de hule knogler, helt ud i tæerne, går et fantastisk system af luftsække, som i virkeligheden udgør en del af åndedrætsorganerne. De giver opdrift både i luften og på vandet og samtidig en større åndedræts- og afkølingsoverflade. Dette system fremmer udskiftning af ilt og kultveilte i vævene. Kun en fjerdedel af indåndingsluften bruges til åndedrættet, de tre fjerdedele tjener til afkøling af de arbejdende væv.
Flyvning kræver et skarpt syn og en fin, nervebetinget koordination, og fuglene har begge dele.
Deres øjne og synscentrene i hjernen er store. Øjenæblerne er ikke så bevægelige som pattedyrenes, men dette opvejes rigeligt af den smidige hals. Falke og andre rovfugle har øjne, der er 8-10 gange skarpere end menneskeøjne. Dette betyder ikke, at falke har øjne som kikkerter, men at deres øjne er mere effektive. Nethindens mest følsomme del i et falkeøje rummer op til 1,5 millioner tappe og stave, mens et menneskeøje på samme sted kun har 200.000 synsceller. Falken får derved en mægtig fordel, når det gælder om at skelne små enkeltheder.
Fuglenes fjerdragt gør dem mere effektive i luften end en hvilken som helst flyvemaskine.
Fjerene er konstrueret således, at de yder beskyttelse mod varme og kulde, giver luftventilation og bidrager til kroppens strømlinede form. Forandring af en fjers stilling under flugten er beregnet på at udnytte luftstrømme på den mest effektive måde. I forhold til vægten er fjer stærkere end noget menneskeskabt erstatningsprodukt.
En tam høne har mere end 8,300 fjer, mens en svane kommer op på 25.200 (hvoraf 4/5 på hoved og hals). En rødhalset kolibri har kun 940, men den kan prale med at have flere fjer pr. cm2 end svanen.
Prøv at studere en enkelt vingefjers opbygning under mikroskop, så skal I se noget af det mest fantastiske, man kan tænke sig. En fuglefjer overgår langt krybdyrenes og fiskenes forholdvis enkle skæl i opbygning og funktion. En dues vingefjer består af mere end en million dele.
Tænk dig, at selv med al den viden og avangseret computerteknik menneskene i dag har til deres rådighed er vi, menneskene stadig kun på begyndelsestadiet når det gælder om at udvikle noget der blot nærmer sig fuglenes flyveteknik og økonomi.
Hvordan er det muligt, at mennesker kan mene, at disse fantastiske flyver - fuglene skulle være opstået ved en tilfældig udvikling gennem millioner af år?
For os her på Bibel-skolen er det helt ufattelig.
Alt levende må være skabt hver for sig. Der har naturligvis været forandringer inden for de mindre enheder, de lavere klasser, men den slags forandring er kun, hvad man kunne vente sig. Den er ikke noget klart vidnesbyrd om, at en række små forandringer har frembragt nye grundtyper.
Arternes forskellighed tilskrives ofte udviklinger. Men i dag, hvor vi har langt større kendskab til de komplicerede systemer, ved vi, at en jævnt fremadskridende udvikling, som de materialistiske evolutionister hævder, ikke kendes af videnskab. Enzymer og gener kan ikke opstå ved en gradvis udvikling, trin for trin, fordi den naturlige udvælgelse vil eliminere ethvert unødvendigt produkt, en organisme måtte udvikle. Der er ikke fundet tegn på noget sådant.
Arvelige forandringer (mutationer) er som regel små forandringer, til tider næsten ikke til at få øje på. Hvis det ene dyr skulle stamme fra et andet, skulle der ikke bare være én, men hundreder, ja tusinder mellemliggende udviklingstrin. Der ville ikke være tale om et enkelt led, men en hel række led eller udviklingstrin. Disse mellemformer hen ad vejen ville ikke passe ind i nogen af afdelingerne. Selvom mellemleddene er forsvundet, kunne vi dog forvente, at nogle af disse overgangsled var bevaret som forsteninger.
Men noget sådant finder man ikke blandt forsteningerne, hverken inden for søstjernerne eller nogen anden dyre- eller planteart. A.H. Clark, der er en autoritet inden for havforsteninger, siger: "En af de mest slående og imponerende kendsgerninger, som studiet af forstenede dyr har fastslået, er det, at dyrelivet på jorden fra de ældste tider, ja fra den første begyndelse stort set har holdt sig uforandret."
Forsteninger kan hurtigt identificeres som hørende til en bestemt gruppe.
Når vi undersøger en række forsteninger fra en hvilken som helst tidsalder, kan vi tage en ud og med sikkerhed fastslå, at "dette er et krebsdyr, eller en søstjerne, eller en brachiopode, eller en ledorm, eller hvilket andet dyr det nu kan være."
"Hvordan kan vi nu se, at disse forsteninger hører til de grupper?
Jo, vi kan kende dem, fordi de svarer til beskrivelsen af den pågældende gruppe; men definitioner af de store dyregrupper eller -grene baserer sig alle på studier af de nulevende eksemplarer."