BIBLEN  ER  GUDS  ORD!

Indledning
Bibelen er den mærkværdigste bog i historien. Den er blevet til gennem årtusinder, og er skrevet af over 40 forfattere, som er vidt forskellige. Nogle var konger og andre fårehyrder. Til trods for dette kan man ikke virkelig bevise modsigelser i bibelen, Den har siden Guthenhergs tid været bestseller. Den er læst af professorer og vaskekoner. Andre bøger bliver man færdig med, men ikke Bibelen. Mange mennesker læser daglig Bibelen, og har gjort det i årevis og finder heri inspiration og glæde i livet. De færreste tænker sig, at i vor moderne tid bliver der trykt og solgt flere bibler end nogen sinde i verden.

Afskrifternes tilforladelighed!
Det er klart, at mange mennesker stiller det spørgsmål, om Bibelen, som er blevet afskrevet så mange gange gennem tidens løb, kan være til at stole på. Kan der ikke fra tid til anden være sket forandringer i denne bog. Netop i den tid vi lever i, er det blevet bevist, at Bibelen ikke har forandret sig gennem tiderne. For nylig fandt man de såkaldte Dødehavsruller. Iblandt disse fandt man brudstykker af Esajas bog, som er 1000 år ældre end de håndskrifter, man tidligere havde kendt. Man sammenlignede meget nøje disse håndskrifter med dem, man har i dag, og fandt, at de stemte meget nøje overens. Hvordan kan dette gå til? Vi ved, at afskrifterne foregik under nøje kontrol i det gamle Israel. Intet blev overhoppet og intet tilføjet. Hver gang et nyt ark var skrevet, blev det nøje revideret. Fandt man en fejl, blev hele arket kasseret. Til sidst, når hele arbejdet var færdigt, blev det nøje sammenlignet med originalen. En lille fejl ville være årsag til, at hele værket blev kasseret. Man sørgede altid for i det gamle Israel, at udslidte håndskrifter blev destrueret, for at ikke uvedkommende skulle begynde at foretage afskrifter. Alligevel har vi i dag 5700 græske og hebraiske håndskrifter, som er bevis for Biblens ægthed.

Nye Testamentes teksttradition
Man kender ingen anden bog fra fortiden, som har så gamle håndskrifter i behold, som Det nye Testamente. F. eks. har vi i dag håndskrifter af Johannes Evangelium fra år 120 e. K. Altså få år efter, at Johannes døde. Hvis vi sammenligner med historieskriverne, finder vi f eks. Livius ældste håndskrift, som er udført 500 år efter hans død. Han døde år 17 efter Kristus. Har man således grund til at fæste lid til historieskriverne, må man have så meget større grund til at fæste lid til Bibelen, som har en langt finere teksttradition. Kirkefaderen Tertullianus beretter, på hans tid eksisterede originalhåndskrifterne til hele Det nye testamente. Han levede år 200 efter Kristus. I dag har vi mange håndskrifter, som stammer helt fra det andet århundrede.

Mosebøgerne
Bibelkritikerne, har gennem tiderne hævdet, at Moses ikke kunne skrive de 5 Mosebøger. En af årsagerne skulle være, at skrivekunsten ikke fandtes på hans tid. Vi finder dog, at Bibelen selv taler om, at der fandtes bøger, og at Moses både kunne læse og skrive. Vi henviser til følgende skriftsteder i Mosebøgerne: 2. Mose. 17; 14 og 4 Mose. 33: 2 og 5 Mose 31: 9 Alligevel har man hævdet, at skrivekunsten ikke fandtes på Moses tid, og at Mosebøgerne derfor var en forfalskning. Men så skete der noget, der gav bibelkritiken et grundstod. Man gik hen og fandt Hammurabis lovsamling, skrevet af en babylonsk konge, som levede 500 år før Moses, altså samtidig med Abraham. Nu har bibelkritikerne derfor fundet på noget nyt. I stedet for at sige, at Moses ikke har skrevet Mosebøgerne, siger de nu, at Moses har kopieret Hammurabis lov, og at han ikke har fået nogen guddommelig åbenbaring.

Mange beviser for sandfærdigheden
Historien beviser Bibelen
Det gamle Testamente er bl. a. jødernes historie. I modsætning til historieskriverne hos samtidige folk beretter Bibelen både om nederlag og sejre hos jøderne. Disse passer nøje overens med andre historiske beretninger. Man har ledt med lys og lygte for at finde fejl i Bibelens historie. Dette mente man at have fundet i Daniels bog. I det 5 kap. berettes om kong Belsazzar, der var konge i Babylon, da de persisk mediske hære indtog byen år 538 f. kr. Historieforskerne havde komplette lister over Babylons konger, men ingen ved navn Belsazzar. Den profane historie berettede derimod om en regent ved navn Nabonidus, som skulle have regeret på den tid, Bibelen beretter om Belsazzar som konge. Her havde man et videnskabeligt bevis for, at Bibelen var ukorrekt. Men nu er dette blevet omstødt. Kileskriftforskeren Sir Henry Rawlinson fandt nogle lercylindre, som berettede, at Nabonidus havde haft sin søn Belsazzar som medregent. Dette forklarer også, hvorfor Daniel blev udnævnt til rigets tredjemægtigste og ikke den næst mægtigste.

Man har altid anset mange beretninger i Bibelen for fantastiske til at kunne være sande, Heriblandt beretningen i Esajas kap. 37 om Assyriens mægtige konge Sankeribs angreb på Israel. Kong Sankerib forlangte, at Ezekias betingelsesløst skulle overgive sig. Da han vægrede sig, sendte Sankerib en kæmpehær mod Jerusalem. Nu kom profeten Esajas og trøstede kongen med ordene fra Esajas bog 37,7 og vers 33-49

,,Thi, jeg vil indgive ham en ånd, og han skal få en tidende at høre, så han vender tilbage til sit land, og i hans eget land vil jeg fælde ham med sværdet!"

Derfor, så siger Herren om Assyriens konge:
I byen her, skal han ikke komme ind, ej sende en pil herind, ej nærme sig den med skjolde, eller opkaste vold imod den; ad vejen, han kom, skal han gå igen. I byen her skal han ikke komme ind, så lyder det fra Herren. Jeg værner og frelser denne by for min og min tjener Davids skyld! Så gik Herrens engel ud og ihjelslog i Assyriens lejr, 185.000 mand, og se, næste morgen tidlig lå de alle døde."

185.000 mand skulle altså være dræbt, uden at mennesker havde noget med det at gøre. Det fandt man for fantastisk. Man mente, at det var det jødiske folks pral. Men i 1952 fandt man Sankeribs hexagonalprisme. Da man tydede den, fandt man en beretning, som nøje stemmer overens med Bibelens. Til sidst hedder det, at en pest brød ud blandt soldaterne, så de måtte drage hjem.

Man har gennem alle tider draget beretningen om Josef i tvivl. Man har sagt, at det bare var en veltilrettelagt, spændende og romantisk saga. Igen det jødiske folks pral. Men så tyder man Kleopatras nål, og her omtales Josef, og oven i købet hans giftermål med Asenat, som var datter af Potifera, præsten i On, nøjagtig som bibelen beretter det.

Geologien bekræfter også Bibelen
I 5. Mose 8,9 mente man at have bevis for Bibelens usandfærdighed. Her lovede Gud, at folket skulle komme til et land, hvor der var jern. Dette er altså Guds løfte til folket. Men videnskabsmænd og geologer har hævdet, at der ikke findes jern i Israel. For ganske nylig er dette blevet afkræftet. Man har nu i Beer Sheba fundet 15 millioner ton jern indenfor et område af fire kvadratkilometer. Bibelen havde altså ret.

Beretningen om styrkeprøven på Karmels bjerg har gennem alle tider været for fantastisk til, at mange mennesker ville tro på den. Bibelen beretter om, at Herrens ild fór ned fra himmelen og fortærede brændofret og brændet og stenene og jorden, endog vandet i renden slikkede den bort. Man tvivlede pil, at nogen ild kunne fortære stenene. For nogle år siden opdagede man nogle sten med en særlig stor vægtfylde på Karmels bjerg. De havde en mærkelig blåragtig krystalformation", som ikke kunne henføres til nogen bestemt dannelsesproces. Ellers lignede de nok Karmelsbjergets stenarter. Professor Freemann i England studerede disse. Samtidig fik han fra Arnerika nogle sten med krystaller, hentet fra den mexikanske ørken efter en atombombeprøve. Han sendte begge slags sten til videnskabsmænd i South Kensington, som undersøgte dem nøje og fandt, at krystallerne på de to slags stene var fuldkommen overensstemmende. Professor Freemann sætter stenene i relation til ildfænomenet, som opstod på Karmels bjerg ved Elias styrkeprøve med Baals 49; profeterne. Han forklarer, ved en atomsprængning opstår der så stor en varmeudvikling, at selv sten bliver Jortæret". En professor i geologi tror på denne fantastiske beretning, som har været kritiseret gennem alle tider.

Astronornien bekræfter Bibelen
Den videnskabelige astronomis grundlægger, grækeren Hipparkos, død 126 år f. Kr., slog fast, at der fandtes 1022 stjerner. Astronomen Ptolemæus, som døde 161 år c. kr., og var agtet videnskabsmand, hvis katalog har haft grundlæggende betydning for astronomien, beretter om 1028 stjerner. Så gik der 1400 år inden Gallileo Galilei, en af Italiens store videnskabsmænd udtalte, at der fandtes så mange stjerner, at de ikke kunne tælles. En fantastisk nyhed for videnskaben, men ikke for Bibelen. Jeremias skriver, at himmelens hær ikke kan tælles (33,22).

Solen større end månen
Det er soleklart for os i dag. Men det var det ikke tidligere, hvor man ikke havde astronomiske måleinstrumenter, som kunne foretage målinger af himmellegemerne. Dengang antog man månen for at være den største, men Moses vidste bedre. I 1. Mosebog 1,16 læser vi, at solen er den største.

En ting, som igennem alle tider har været kritiseret i Bibelen, er, at vi i skabelsesberetningen læser om, at lyset kom til på den første dag, men at solen først skabtes på den 4. dag. Tåbeligt siger mennesker. Den kendte franske videnskabsmand, Pierre Simon de Laplace, som var astronom, matematiker og kosmolog, fremkom i 1796 med nebularteorien, hvori det hedder, i Kondensationen af det oprindelig formløse kaos fandtes en molekylær og kemisk proces, som måtte afgive lys." Altså lys før solen. Kan nogen forklare mig, hvorfor man kalder de Laplace for en videnskabsmand, op, Moses en dumrian, fordi de hævder nøjagtig det samme?

Jorden er rund
På den tid Job levede, troede man i Indien, at jorden var grundfæstet på en platform af elefant rygge. Disse elefanter stod på en vældig skildpadde, som igen hvilede på en sammenrullet slange, men ingen af Indiens vise kunne fortælle, hvad slangen lå på. Gudsmanden Job vidste bedre. Han sagde: Gud hængte jorden på intet" (26,7).

Over 2000 år før de første videnskabsmænd accepterede, at jorden var rund, skriver Esajas i kap. 40,22 Gud troner over jorden rund". På hebraisk findes der 3 ord for rund. Et der betegner en skive, et andet der betegner en kuppel, og et tredje der betegner en kugle. Esajas anvendte det sidste ord, da han talte om, at jorden var rund. Dette giver umiddelbart tillid til, at Esajas virkelig var inspireret af Gud i det, han sagde

Bibelens profetier
Ofte nægter mennesker at tro på Bibelen, fordi profeterne udtaler sig om verdenshistoriske begivenheder, flere hundrede år før disse finder sted. Mennesker anser dette for umuligt, men jeg synes netop, at det er noget af det, der gør Bibelen troværdig. Bibelen bringer verdenshistorie på forhånd. Men bibelkritikerne vil f.eks. ikke acceptere Daniels bog, fordi Daniel profeterer om 3 store kommende verdensriger med en sådan akkuratesse, at man anser det for umuligt, at han kunne sige det flere hundrede år før, historien gik i opfyldelse. Derfor mener nogle, at Daniels bog først er skrevet to til tre hundrede år senere, men placerer man den der, taler den stadig om ting, der skal ske. Skulle alle profetierne i Daniels bog blot være historieskrivning, må den placeres langt senere, men det anser ingen alligevel for sandsynligt. Vi anser Bibelen for at være sand, når den beretter, at Daniel er forfatter til Daniels bog.

Profetierne gør netop Bibelen troværdig. Tænk på de fantastiske forudsigelser om Jesus. Profeten Mika beretter, at han skulle fødes i Bethlehem, 700 år før denne begivenhed fandt. sted. Hoseas beretter endnu tidligere i det 11. kapitel og det 1. vers, at Jesus skulle skjules i Ægypten for Herodes. Esajas profetier er fantastiske. I det syvende kapitel forudsiger han jornfrufødslen. Et af de mest værdsatte og læste kapitler i Bibelen, er det 53. i Esajas bog, hvor Esajas med stor nøjagtighed fortæller om Jesu stedfortrædende død. Ligeså forbløffende er salme 22, skrevet over 1000 år før korsfæstelsen på Golgata, hvor korsfæstelsen er skildret i detaljer, f. eks. nævner det 17. vers: De har gennemboret mine hænder og fødder". I vers 19. læser vi: Mine klæder deler de mellem sig, om kjortlen kaster de lod." Salme 69, vers 22 siger: De gav mig malurt at spise og slukkede min tørst med eddike." Dette er udtalt profetisk om Jesus. Profeten Zakarias fortæller i det 12. kapitel vers 10, at Jesus skulle gennemstikkes. Den dag, Jesus blev korsfæstet, gik mere end 50 profetier fra Det gamle Testamente i opfyldelse.

Også i vore dage oplever vi, at bibelens profetier går i opfyldelse. Folket Israel er et af de sikreste tegn på, at Gud virkelig eksisterer. Israel er det folk, som Gud fordum udvalgte sig, og som han stadig har omsorg for. År 70 efter Kristus blev dette folk på ca. 2 millioner mennesker spredt blandt nationerne. Nu snart 2.000 år efter er de 12 millioner til trods for, at 6 millioner af dem blev dræbt under sidste verdenskrig. Tænk på om den danske nation skulle blive spredt blandt nationerne. Jeg tror ikke, at man om 100 år ville kunne finde én eneste dansker på jorden.

Bibelens profetier om det jødiske folk er noget af det mest overbevisende om, at Bibelen er troværdig. Vi har masser af profetier, der taler om, at Israel skal vende tilbage til deres land. Disse profetier er i de fleste tilfælde udtalt, medens jøderne boede trygt i det gamle Palæstina. Esajas udtalte mange af disse profetier 700 år før Kristus. Vi finder disse profetier hos Ezekiel. Også mange andre af profeterne udtalte sig herom. Esajas bringer en detalje som er interessant. Han siger i kap. 60,8 at jøderne skulle komme flyvende hjem. Dette gik virkelig i opfyldelse. F. eks, blev 50.000 jøder fløjet fra Yemen og 125.000 fra Irak.

Grundlæggelsen af Israels stat den 15. maj 1948 er et af tidens store tegn. Vi ved hvor vanskeligt det er i dag at grundlægge en stat, men vi ved også, hvordan den israelske stat i dag blomstrer. I Esajas bog 14. kapitel og de første to vers taler Esajas om, at Israel skal komme tilbage til deres land, og han nævner endda den detalje, at de skal herske over deres bødler. Her kan man ikke lade være med i den forbindelse at tænke på Eichmarm processen. Dog, skal vi tale om begivenheder i vor tid, som bekræfter, at Gud sørger for Israel, så kan vi ikke lade være med at tænke på juni krigen i 1967. Denne krig som blev afsluttet på 6 dage, En krig som var imellem to højst ulige parter, den ene Israel med 2 millioner mennesker, og den anden araberne, som repræsenterer mellem 60 og 100 millioner mennesker. Aviser og radio udtalte på forhånd, at Israel ikke havde store chancer. For det første var de underlegne i tal, og også materielt set var de langt underlegne. De havde mange fronter at kæmpe på og skulle klare sig mod den store fjende. Vi ved, at det gik anderledes. Vi ved, at krigen udspilledes nøjagtig som dengang David slog Goliat. Den lille slog den store. Obadias' bog er en fantastisk forudsigelse af denne krig. Den læses i Israel i dag mere end nogen sinde. 2500 år før denne krig udtaler Obadias i det 19 og 20 vers nøjagtig hvilke landområder, jøderne skulle indtage.

Evolutionsteorien
Den videnskabelige evolutionsteori anses for at være et grundstød imod Bibelens skabelsesberetning. Nogle kristne mener dog, at evolutionshypotesen og skabelsesberetningen kan gå hånd i hånd. Men vi anser dette for umuligt, thi er evolutionsteorien sand, da er Kristus bare et led i udviklingskæden fra amøbe til menneske. Da findes der intet fald, ingen synd og intet behov af en genløser.

Udviklingslæren er dog ikke så videnskabelig, som mange vil gøre den til. Den har sit udspring i filosofiske spekulationer. Den græske filosof Empedokles født 500 år før Kristus kaldes udviklingslærens fader, og mange har senere beskæftiget sig med den, men den blev først rigtig berømt, da Charles Darwin i 1859 Udgav bogen om ,Arternes oprindelse og kvalitetsvalg". Normalt betragtes Darwin som videnskabsmand. Det er dog tvivlsomt, om han i dag ville blive accepteret som sådan. Han var søn af en rig læge og skulle naturligvis studere medicin. I skolen viste han ingen særlig begavelse, og lian ophørte da også med studiet i medicin efter to års forløb. Så startede han i en anden by med teologistudiet, men også her havarerede han. Han var sportslig interesseret, jæger og turist, men egnede sig ikke til sammenhængende studier. Han havde samlermani. Som 22 årig blev han tilbudt at følge med på krydseren Beagle", som skulle på jordomsejling. Han skulle dog selv betale rejsen. Dette er videnskabsmanden Darwin. Det må dog siges til hans ære, at han var ganske god i geologi, hvilket nok skyldtes, at han på rejsen fik et værk med, som hed Principles of Geology", som han brugte megen tid på rejsen til at studere. På rejsen gjorde han en masse notater af både zoologisk og geologisk art. Man har dog senere konstateret, at de zoologiske optegnelser ikke var af særlig betydning. Personlig var Darwin en hyggelig mand, der havde mange venner.

Man ved i dag, at nogle af Darwins teorier ikke holder stik. Det skal vi senere komme tilbage til. Først vil vi se på 3 hovedpunkter.

1. Man savner bevis for teorien om verdens tilblivelse.

2. Man savner bevis for, at der ud af livløs materie kan opstå liv.

3. Man savner alle led, som skulle udgøre nogen overgangsform fra den ene dyreart til den anden, og man har således intet bevis for nogen som helst udvikling.

Man kan derfor kalde udviklingslæren for en religionssurrogat. Det er i virkeligheden en hypotese, som aldrig er bevist. Det er noget, man tror på, men man kunne lige så godt tro på Bibelen.
Ja Bibelen virker mere troværdig end evolutionsteorien.

Evolutionisterne lærer, at livet opstod for 2 milliarder år siden. Man kan blot ikke finde noget livstegn fra denne tid. Først i de kambriske aflejringer, som efter videnskabsmændenes beretning, kun er 500 millioner år gamle, finder man livstegn, men lier er det de højerestående livsformer, man finder. Hvad med udviklingen før? Man kalder tiden for den kryptosotisketid. Det vil sige, det skjulte livs tidsalder." Man kan sige, at de der tror på evolutionslæren, ikke har store krav på fakta.

Vi kan tage nogle ganske enkle tankeeksperimenter, som nok kan sætte evolutionslæren til vægs. F. eks. ved man, at mange vækster kun kan bestøves gennem insekterne. Ifølge evolutionsteorien fremkom insekterne langt senere end planterne. Hvis vi går videre i tanken vil man indse, at alt grønt liv snart skulle være ødelagt af insekterne, hvis ikke fuglene, som lever af insekter, havde eksisteret. Ifølge evolutionslæren fremstod fuglene langt senere end insekterne, idet fuglene jo fremstod af krybdyrene.

Endvidere har evolutionisterne aldrig kunnet give nogen forklaring på, hvordan visse dyr skulle have fået komplicerede organer som følge af en udvikling. Hvis vi f.eks. tænker på edderkoppen, så har dette dyr spindevorter, som intet har at gøre med dyrets fuldstændige opbyggelse, Hvordan skulle disse være et resultat af en gradvis udvikling?

Vi må sige, at det er beklageligt, at Mendel blev født 13 år efter Darwin. Havde det modsatte været tilfældet, var evolutionsteorien næppe slået igennem. Mendel modbeviser, at miljø har indflydelse på arvelighed. På denne teori hviler evolutionslæren. Evolutionslæren har masser af eksempler på, at tilegnede egenskaber føres videre gennem arvelighed. Man har dog i tidens løb måttet forlade mange af disse hypoteser.

Darwinisterne hævder, at fuglene er kommet som en udvikling af krybdyrene. Denne udvikling er sket gradvis, men det er en ganske stor forandringsproces, der er foregået. Der er sket en konstruktiv omdannelse af enkelte dele af krybdyrlegemet, som mi skulle tilpasses den nye bevægelsesmåde, flyvningen. Det er altså ikke nok, at forlemmerne blev omdannet til vinger. Disse måtte kunne bevæges med stor kraft, hvorfor brystmusklerne og brystkammen udvikledes stærkt. Legemsvægten formindskedes ved at knoglerne fyldtes med luft, og mange andre ting. Altså en række gennemgribende omdannelser af forskellige organer, hvorved der gennem mange generationer Wabcs noget væsensforskelligt nyt, den flyvende fugl. Men på de utallige mellemstadier er disse fremadskridende ændringer, uden egentlig nytte, og kan derfor ikke være forårsaget ved tilpasning til omgivelserne. Først det færdige resultat, fuglen, viser, hvad udviklingen sigtede imod, og det er næppe tænkeligt, at en tilfældig udvikling forårsagede, at krybdyret blev til en fugl. Her synes Bibelens skabelsesberetning langt mere troværdig.

Ifølge termodynamikkens 2. hovedsætning vokser den såkaldte totale entropi ved enhver reaktion i naturen. Det vil populært sige, at den samlede uorden tiltager ved enhver reaktion i naturen. Eksempelvis forvitrer bjerge, temperaturforskelle udjævnes, forureninger i havet fordeler sig. Når der alligevel hist og her forekommer reaktioner, ved hvilke uordenen (entropien) aftager, vil de ifølge hovedsætningen altid være ledsaget af andre reaktioner, som øger entropien så meget, at den samlede entropi tiltager. En udvikling af kompliceret liv fra primitivt liv vil tydeligvis være en ordnende proces (faldende entropi). Det må derfor være en opgave for evolutionisterne at finde reaktioner, der har forløbet samtidig med den påståede udvikling, og som har forøget entropien tilstrækkelig meget til at gøre en evolution mulig. Dette problem er ikke løst tilfredsstillende.

For mennesket er det imidlertid en enkel sag at medvirke til reaktioner, der isoleret set indebærer en faldende entropi (større orden). Man kan f.eks. tænke på bygning af huse og veje m.m. På samme måde synes det nærliggende at søge efter en intelligens, som har styret den biologiske ordning.

Ud fra et kemisk synspunkt må det anses for meget tvivlsomt at hævde, at DNA molekylet, som bærer den genetiske information, er opstået af sig selv. For det første har man aldrig kunnet argumentere på overbevisende måde for, at der på den primitive jord har været sådanne atmosfæriske forhold, at dannelse af aminosyrer ud fra simple gasser bliver sandsynlig. For det andet: selv hvis de rigtige aminosyrer blev dannet spontant i tilstrækkelig mængde, ville chancen for tilfældig dannelse af DNA ud fra dem være mindre, end sandsynligheden for, at en abe placeret ved en skrivemaskine i første forsøg ville skrive en fejlfri udgave af f.eks. Guldhornene. Det er derfor ikke rimeligt at antage, at DNA er dannet ved en tilfældighed, men nogen egentlig mekanisme for dannelsen har man aldrig kunnet finde.

I mange år hævdede man, at livet skulle være kommet fra en anden planet til jorden, men denne teori er man nu gået bort fra, idet man ved om den kraftige udstråling i verdensrummet, bl. a. af røntgenstråler, som dræber alt liv, så det ville være umuligt, at livet skulle være kommet fra en anden planet.

Således har man gang på gang måttet forandre evolutionslæren, men den skal sikkert modbevises stykke for stykke før de sidste tilhængere giver sig. Alle fakta taler imod evolutionslæren.

For at bevise" evolutionsteorien, har man lavet forskellige forfalskninger, som fra tid til anden er blevet afsløret, Her kan f. eks. nævnes Piltdownmanden", som er en af de mest omdiskuterede menneskeforsiler", som man har haft med at gøre. Mere end 350 lærde værk er skrevet om dette manglende led". Fundet blev gjort i 1911 og 1913 i en grusgrav ved Piltdown Sussex i det sydlige England. Væsenet blev sammensnedkret af en masse småbidder, man fandt, og fik det klingende navn: Morgenrødens menneske". Det udgives for at være det manglende led, og naturligvis blev der på stedet rejst en mindesten. Den gamle broder var 1 million år gammel. Senere rettede man dette til en halv million, der var jo år nok at tage af. Så kom afsløringen i november 1953, Underkæben blev afsløret som et falsum. Den har tilhørt en nutids abe. Kindtænderne var nedfilede og dertil så dårligt nedfilede, at den hårde emalje og det blødere tandben var kommet til at ligge på samme plan. En normal nedslidt tand ser helt anderledes ud. Et hul i den ene tand er plomberet. Tænk engang, et forhistorisk menneske, dvs. en abe med plomberede tænder. Alle ved i dag, at Piltdownmanden blot var et forsøg fra nogle videnskabsmænds side på at bevise" evolutionsteorien.

Heidelbergmanden fandt man i 1907 i Tyskland. Ganske vist bestod han kun af en underkæbe, men mere behøves sikkert ikke på dette område. Resten klarer man selv. Han var snart en hel mand. Ja, et urtidsmenneske. Naturligvis det manglende led. Men i dag anser man dette kæbeben for at være ganske lig, f. eks. en eskimos kæbeben.

Man plejer gerne at nævne omkring 1049 eksempler på manglende led fra abe til menneske. Ingen af disse er dog noget bevis for nogen udvikling fra abe til menneske. Det er klart, at med de milliarder af mennesker, som har levet på jorden, er der ikke noget mærkeligt i at man gennem århundreder kan finde f. eks. 20 misdannede kranier af mennesker, som var deformerede, f. eks. af engelsk syge eller måske bare slet og ret var idioter, men herfra, og så til at hævde, at man nu har bevis for, at mennesket er udviklet af aben, det er fantastisk.

Vor tids moderne videnskab har aldrig rokket ved Bibelens første ord: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden,
Darwins teorier om livets udvikling fra en enkelt celle til det færdige menneske er ubevist og ubeviselig. Darwins teorier med hensyn til variation inden for nærbeslægtede organismer har vist sig at være sande. De er blevet bevist gennem moderne biokemi og ved genetisk forskning. Men intet af dette ødelægger den bibelske skabelsesberetning, der beretter om en Gud, der har skabt repræsentanter for alle planter og dyr.

Denne skaber er naturlovenes lovgiver, som dirigerer hormoner, enzymer, arveanlæg og tillader os at kunne arbejde med disse livs emner, så vi f.eks. kan frembringe kødkvæg eller malkekvæg.

Men vi har aldrig, hverken i naturen eller i laboratoriet set en udvikling, der går i retning af, at en ko kunne blive til en hest eller lignende. Her støder vi på evolutionslærens største anstødssten: Sterilitetsbarrieren. Den holder køer for sig, heste for sig, kurveplanter for sig, osv.

Der findes da også utallige videnskabsmænd, som har udtalt, at de ikke sætter nogen som helst lid til evolutionsteorierne. Evolutionsteorierne er altså aldrig bevist. Det er hypoteser, som man tror. Jeg vil dog anbefale, når man da vil tro noget, at man da hellere skulle tro på Biblen. Den der tror på Biblen, har et håb og en herlighed i vente. Jesus sagde: Om nogen vil gøre Guds vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller om jeg taler af mit eget. Der er altså en mulighed for at undersøge, om Biblen virkelig er Guds lære, nemlig ved i sandhed at søge Gud og gøre det som han siger. Gud skjuler sig ikke for de mennesker, der søger ham af et ærligt hjerte.